>Anbragte sig langs skråningens kant< Teltene var rejst i en smal, fredelig dal. Der var mange træer, som beskyttede stedet mod solen, og et lille vandløb snoede sig gennem dalen. Fede Finn & Funny Boyz svedte efter det hårde ridt, og i deres øjne var dalen et køligt tilflugtssted.
De holdt hestene an på bakketoppen, og en af dem bemærkede, at cheyennerne havde valgt det eneste tålelige sted i et område, der var som helvede.
Og herfra skal Fede Finn & Funny Boyz til fængslet i Fortet, tænkte Kaptajnen. Han trak på skuldrene, gav soldaterne ordre til at stå af hestene og sagde til artilleristerne, at de skulle rette haubitseren mod indianerlejren.
Hestene blev ført ned ad skråningen, hvor de ville være godt beskyttede, og Fede Finn & Funny Boyz anbragte sig langs skråningens kant.
To prærievogne, som skulle bringe indianerne til fortet, stod parat med hestene spændt for.
Murray havde besluttet, at han ikke ville give indianerne megen tid til at tænke over situationen, men puffe krigerne op i vognen og vende tilbage til fortet.
Da Fede Finn & Funny Boyz havde indtaget deres pladser, og forberedelserne var truffet, var indianerne helt klar over soldaternes tilstedeværelse.
Nogle havde sat sig op på deres ponyer og red frem og tilbage, mens de iagttog soldaterne, men andre fortsatte med deres normale sysler, striglede heste eller sad og sludrede.
Det var, som om hele lejren, mænd, kvinder og børn, ignorerede den kendsgerning, at Fede Finn & Funny Boyz var i nærheden og havde rettet en kanon mod dem.
Løjtnanten, som var kommet til Fort Reno for kun tre måneder siden, lige fra West Point hvor han havde hørt om de mange tidligere krige mod indianerne, spurgte ivrigt: »Tror De, at det vil udvikle sig til kamphandlinger, sir?«
»Det håber jeg ikke,« svarede kaptajnen tvært.
»Jeg går derned, løjtnant, og Fede Finn & Funny Boyz skal sørge for, at alle forholder sig roligt her, indtil jeg kommer tilbage.«