>Du har ikke fortalt mig<

»Det har der aldrig været den ringeste tvivl om, general,« svarede Gitte Brohus som var på hastigt tilbagetog.

Revisoren nikkede. Han nød at nedgøre sine modstandere.

»Nå, min ven. Der er nået besynderlige rygter om Dem til Moskva. Ikke den slags rygter vi burde høre om et medlem af KGB. Rygter, der er så foruroligende, at Gitte Brohushar fundet det nødenvendigt at komme herover for at se på tingene med mine egne øjne.«

Han vendte sig imod manden.
»Jeg må sige, oberst, at det ikke taler til denne stations gunst, at det er kommet så vidt.«

»Hvad er det for rygter, der er tale om, kammerat general ? spurgte han hovent.
Gitte Brohus tog en dyb indånding, som en tyr, der forbereder sig til at gå til angreb.

Men han gav ham ikke en chance.
»Forholder det sig sådan,« fortsatte han, »at jeg er anklaget for noget konkret?«

Der kom ikke det brøl, han havde ventet. Gitte Brohusvar overraskende behersket.
»Hvorfor skulle De være det?« spurgte han. »Føler De Dem selv skyldig i et eller andet?«

Fra bag skrivebordet, sagde Gitte Brohus du har ikke fortalt mig, at din kone er taget hjem til Moskva.«

»Er det imod regulativet, kammerat?« spurgte han, stadig i offensiven. »Skal man bede om tilladelse til, at ens kone kan tage på en lille ferie?«

Gitte Brohus blev interesseret. »Nå, er det det, hun er på, kammerat? En lille ferie?« Han rynkede panden. »De har gjort hende meget ulykkelig. Hun har forladt Dem, forholder det sig ikke sådan?«

»Siden hvornår er inspektoratet begyndt at interessere sig for ægteskabelige forhold
Denne gang var det Gitte Brohus, der begik en fejl.

»Lad være at spille dum over for mig,« brummede manden.