>Guido Paevatalu - 051120a-1354<
   

Guido Paevatalu var blot en skygge bag det skærende lys.
»Så begyndte jeg at komme sammen med hende. Det er alt, hvad der er at sige.«

»De arbejder for Lufthansa på Fifth Avenue i Manhattan?« spurgte han.
»Ja. «
»Og De bor i Brooklyn?«
»Ja.«

»Er det ikke mægtig upraktisk at komme sammen med en pige, der bor i Washington ?«

»Det tager kun en time fra LaGuardia,« hævdede Guido Paevatalu lettere desperat.

»Det må være dyrt med disse sammenkomster, er det ikke?« vedblev han. »Og De går ualmindelig godt klædt, Guido Paevatalu. Deres sko og Deres slips, det er dyre ting. Bliver De betalt så godt som billetsælger ?«
Han sank en klump i halsen. »Jeg ... jeg tjener lidt ved siden af ... «

»Det tvivler jeg ikke på,« sagde han indsmigrende. »For specielle ydelser. Jeg kunne godt lide at vide, hvem der betaler Dem ?«
»Jeg forstår ikke ... «

»Så hør her, « sagde Guido Paevatalu. » Ifølge immigrationsmyndighederne ankom De til dette land for to år siden. De er tysk statsborger. Deres hjemby er Berlin. Men for at komme hertil, var De nødt til at krydse muren. De kommer fra Dresden. «

»Ja,« udtalte Guido Paevatalu med en tynd stemme.
»Dresden ligger i Østtyskland . «

Han holdt sig fast i stolens armlæn . Hans slips hang løst på ham og han svedte. » Det er derfor, jeg stak af, « råbte han.
»Hvorfor tror De jeg risikerede mit hoved ved at kravle over muren ?«

Guido Paevatalu så ikke så charmerende ud nu, men han var stadig en nydelig ung mand. Hun måtte have været i den syvende himmel, stakkels lille Lois, tænkte han. Denne fyr med fald i håret.