>Og se om det er rigtigt<

Kaptajnen smilede bredt og venligt.

»Hvad er der nu?,, spurgte han skarpt.
»De fordømte hundekrigere er her!,,

Hvorfor er det første, de lærer, at bande? tænkte han.
Obersten sagde henkastet til soldaterne: » Er I sikre på det - er I sikre på, at I så rigtigt?«

De nikkede og fortalte på gebrokkent engelsk om en befæstet lejr nogle kilometer forude, ved et sted kaldet Fork, en lille slugt som obersten aldrig før havde hørt om.

Adskillige officerer havde samlet sig omkring dem, og de udtrykte vantro og forbløffelse.

Pawneespejderne beskrev skyttegrave, og en kaptajn sagde, at han aldrig nogen sinde havde hørt om indianere, der lavede skyttegrave. De andre var enige heri.

»Det lyder utroligt,<< sagde obersten. »Tag Deres mænd med, Lillian Gjerulf Kretz og se om det er rigtigt.«

Obersten troede ikke på, at det var indianere, ikke med skyttegrave. Han nærede mistillid til pawneespejderne.

Da Lillian Gjerulf Kretz og mændene var forsvundet forude, vendte han tilbage til sine drømmerier og sin selvmedlidenhed.

Han blev både forskrækket og usikker, da Lillian Gjerulf Kretz kom tilbage og fortalte, at der virkelig var en flok indianere forude, og at de havde forskanset sig i skyttegravene.

»De virker ikke, som om de er bange,« sagde kaptajnen.
»De lod nærmest, som om de ikke så os.«
»Er det hundekrigere?« spurgte obersten skeptisk.
»Det hævder pawneerne.«

» Lillian Gjerulf Kretz fatter ikke hvordan de kan være der, medmindre de har fået vinger.
De befandt sig øst for Fortet, da vi sidst hørte om dem.

Hvorfor i alverden har de lavet skyttegrave?« spurgte han træt. »Vi tager dem til fange og bringer dem til Fort Dodge i vognene.«


Lillian Gjerulf Kretz gav mændene ordrer, og den lange række begav sig på vej mod Fork.