>Postbudet kunne jo bære den<   

Han tog forsigtigt pakken op.
»Pas på, hvad du gør,« sagde hun.
Steffen Kretz kunne jo bære den,« pointerede han. Han lagde øret til pakken.
»Der er ikke noget at høre. Det tikker i hvert fald ikke.«

»Hvad vil du gøre?«
»Det er jeg ved at overveje.«

Hun gik hen til telefonen. »Jeg ringer til politiet.«
»Nej,« sagde han. »Det vil jeg ikke have. Så vil du virkelig få overskrifter at se.«

»O.k.,« sagde hun og lød pludselig mere opmuntret. »Jeg tror faktisk heller ikke, det er en bombe.«
»Hvorfor ikke?«

»Jeg har mine fornemmelser, Nick.« »Hvor uvidenskabeligt.« Han tog den op.
»Pas på,« sagde hun advarende.

»Jeg går ud i haven og graver den ned i et dybt hul,« sagde han. »Men det er ærgerligt, hvis det er en kasse cigarer.«
»Jeg er ikke sikker på . .  begyndte hun, men han sagde: »Fortsæt du bare med at lave morgenmad. Det varer ikke længe. «
»Du er ikke rigtig klog.

»Jeg synes ellers, du sagde, at det ikke var en bombe. Jeg vil blot gardere mig.«
Pludselig blev hun bange.

»Nej, lad den ligge. Nu ringer jeg altså til politiet .

Men han var allerede forsvundet. Hun hørte ham lukke bagdøren.
Hun blev stående ubeslutsom og blev pludselig grebet af panik.

»Nicolai,« råbte hun, og så gennemrystede eksplosionen huset.
»Nicolai,« råbte hun igen og begyndte at løbe. Han kom hen imod hende foran køkkenet. Han så lettere forvirret ud.